VR-eksponering giver medarbejderne helt nye muligheder.
Melanie er socialpædagogisk medarbejder på et botilbud i Rudersdal Kommune.
Herarbejder de ud fra paragraf 85 ift. at støtte de borgere, der bor der, hvor der særligt er fokus på recovery orienteret rehabiliterende indsatser. Støtten består eksempelvis af samtaler, samt VR-eksponeringsforløb med Takeawalk´s VR platform.
Hun fortæller at beboernes udfordringer er forskelligartede:
”Det kan være angst, social angst og beboerne kræver forskellige former for støtte. Botræning: rengøring, holde en struktur, komme op på arbejde, i skole og mange forskellige ting.”
Tidligere, var det kun via samtaler og fysisk, de kunne arbejde med eksempelvis angsteksponering. Da hun begyndte at arbejde medVR-eksponering, fik hun selv en masse ideer og tanker til, hvordan det kunne bruges til at løse forskellige problemstillinger.
”Det kan bruges, fordi det er så virkeligt.”
Melanie har haft en rigtig god oplevelse med at bruge VR-løsningen, samt headset og tablet:
”Det har været ligetil. Når man ved, hvad man skal gå ind i. Det er jo meget ligetil. Der er jo ikke så mange knapper at holde styr på. Det har været nemt at bruge.”
Melanie mener, at hendes kollegaer, som ikke føler sig så IT-kyndige, sagtens kan bruge det.
Det skal bare bredes mere ud.
Ingi, som er udekørende socialpædagogisk medarbejder mener, at VR skal være en af de redskaber, man tænker først på ift. borgere med angst- diagnoser eller andre udfordringer og tilføjer:
”Det har rykket mig fagligt og givet mig en forståelse, der betyder rigtig meget.”
Vi planlægger i fællesskab et implementeringsforløb, der er meningsgivende for både dig og borgernes behov.
Melanie:
Melanie er socialpædagogisk medarbejder i Rudersdal kommune på et botilbud.
Her arbejder de ud fra paragraf 85 ift. at støtte de borgere, der bor der. Der er særligt fokus på recovery orienteret rehabiliterende indsatser og arbejder i forlængelse heraf med forskellige former for bostøtte. Alt sammen med henblik på, at beboerne forhåbentlig kan flytte ud og bo for sig selv. Støtten består eksempelvis af samtaler, samt VR-eksponeringsforløb med VR-løsningen Take Care.
Melanie fortæller om de udfordringer, beboerne har:
”Det kan være angst, social angst. Vi har nogle, der også kræver personlig pleje, men dem har vi kun 2 af, så kan det være madlavning, samtaler, forskellige former for støtte. Botræning: rengøring, holde en struktur, komme op på arbejde, i skole og mange forskellige ting.”
Melanie er blandt andet bostøtte for Nicolaj, som har diagnoserne angst og simpel skizofreni. I forbindelse med hans egen recovery indsats, har han arbejdet med sin angst i VR. Og med god succes.
Melanie har egentlig kendt til Virtual Reality længe, men mest i forhold til sjov og ballade. En af hendes beboere Nicolaj, var allerede i gang med VR-forløbet, da hun selv begyndte at arbejde med det:
”Der fandt jeg ud af, at det kunne bruges som et redskab.”
Da hun begyndte at arbejde sammen med Nicolaj i VR-forløbet, fik hun selv en masse ideer og tanker til, hvordan det kunne bruges til at løse forskellige problemstillinger:
”Sådan noget med at finde ro for eksempel. Eller få angsten ned, hvis man er i en stressfuld situation og man kan tage headsettet på og associere sig et andet sted hen. I et andet univers. Være ude i en skov med sne og bare sidde der og slappe af.”
Og sådan gik det, at Melanie fik øjnene op for, hvor mange muligheder der var og hvordan det også kunne bruges på andre borgere.
Tidligere, var det kun via samtaler og fysisk, de kunne arbejde med eksempelvis angsteksponering og fortæller:
”Men det kan være rigtig svært for rigtig mange borgere.”
Særligt har hun én borger, som har mange tanker og ideer, men som ikke får nogen handling på.
”Hvor VR kan supplere på den måde, at hvis det er angst for at komme ud, kan man sidde i egen lejlighed og være tryg der.”
At borgerne har headsettet på hjemme og samtidig føler, de er ude i skoven, nede ved vandet eller et andet sted, giver god mening.
Nogle borgere, kan blive temmelig forvirret over alt for mange indtryk. Melanie fortæller, at hun eksempelvis har en anden borger, der er tryggest ved at være i egen lejlighed og her giver VR eksempelvis rigtig god mening. Så er der kun én ting at forholde sig til.
I starten, havde Melanie ikke mange forventninger til at bruge VR som redskab, fordi hun ikke kendte så meget til det:
”Men da jeg begyndte forløbet med Nicolaj, så begyndte jeg at få forventninger i form af, at jeg begyndte at tænke ud af boksen og hvordan det ellers kunne bruges.”
”Det overraskede mig, hvor virkelig det faktisk er og hvor meget Nicolaj følte det var virkeligt. Jeg kunne se, hvordan han reagerede på de forskellige situationer.”
Helt i starten, så Melanie kun med via tabletten, hvor hun kunne se, hvad Nicolaj reagerede på. På det tidspunkt, havde hun ikke selv haft VR-headsettet på. Da tidspunktet kom, hvor hun selv prøvede headsettet på, kunne hun også mærke, hvor virkeligt det var at være i VR.
”Det, at Nicolaj rent faktisk kan gøre brug af det, selvom han ikke er ude og køre fysisk i bussen. Det satte så tankerne i gang om, hvordan det ellers kunne bruges med ham. Det behøvede ikke kun være busvideoer. Det kunne også være meditation eller på sigt lave nye videoer, såsom samtaler, hvor folk kommer tæt på eller andet.”
”Det kan bruges, fordi det er så virkeligt.”
Hun fortæller også, at bliver det for meget, kan de blot tage brillerne af og grounde sig selv. Fx ved at røre et bord.
Melanie sidder med tabletten og kan facilitere, mens borgeren, i det her tilfælde Nicolaj, har headsettet på. Her fortæller hun, hvad sådan et setup bidrager med, til deres samtaler:
”Jeg kan se den fysiske reaktion, som Nicolaj ikke selv lægger mærke til og som jeg så har kunne se nogle forbedringer i. På den måde, har vi kunne supplere hinanden, for der er noget han ikke selv har set, fordi han er mere koncentreret om, hvad der sker mentalt.”
Nicolaj, havde fx ikke selv tænkt over, at han sad og nipsede med fingrene, før Melanie fortalte ham det. De fandt ud af, at det var, når han blev stresset, så var det nemmere at pille ved et eller andet.
”Så fik vi en dialog omkring det.”
”Det lagde jeg også mærke til, da han (senere) var ude og køre bus. Der nipsede han ikke med fingrene. Han fik det varmt, men han brugte nogle strategier, han allerede havde lært sig, grundet VR og de samtaler vi har haft.”
Den største fordel ved VR-løsningen i samarbejdet med borgeren er, ifølge Melanie:
”Det er eksponeringen.”
”Det der med at blive kastet ud i det og at det er virkeligt for dem. Ift. Nicolaj, som ikke har kørt bus i flere år, så havde vi nok slet ikke nærmet os, hvis ikke, vi havde haft VR.”
Det havde ellers været for skræmmende. I VR, havde han allerede oplevet at køre i bus. Og fordi VR er så realistisk, så kunne det nu lade sig gøre at tage bussen i den virkelige verden. Hertil hører selvfølgelig også de mestringsstrategier, som der er blevet udviklet undervejs gennem VR-forløbet.
”Havde vi ikke haft VR, så var han nok ikke kommet ud at køre bus.”
Til spørgsmålet om, hvorvidt VR-løsningen Take Care, går ind og understøtter det arbejde og det fokus de har som organisation, svarer Melanie prompte:
”Absolut. Det skal helt klart bredes mere ud, for man kan bruge det med rigtig mange, på rigtig mange måder. Ikke bare med angst, men med fx socialt samvær og andet.”
Og hun har også ideer til, hvordan det skal gøres:
”Oplæg og succeshistorier, som vi jo allerede har nu og at man får vist headsettet. Hvordan det fungerer. At folk tør, sætte hænderne på det og bruge det.”
Melanie har haft en rigtig god oplevelse med at bruge VR-løsningen, samt headset og tablet:
”Det har været ligetil. Når man ved, hvad man skal gå ind i. Det er jo meget ligetil. Der er jo ikke så mange knapper at holde styr på. Det har været nemt at bruge.”
Melanie mener, at hendes kollegaer, som ikke føler sig så IT-kyndige, sagtens kan bruge det. Det skal bare bredes mere ud.
”Kombinationen af vores forskellige professioner og den faglighed og den måde vi arbejder på herude, vil det kunne bruges i alle mulige forskellige henseender og alle de forskellige kollegaer, vil kunne bruge det.”
”Det har været godt og nemt. Jeg har ikke noget at sætte en finger på. Det har været så fint. Der har næsten ikke været nogle issues, så vi har ikke haft det store behov for hjælp, fordi det har fungeret.”
Fortæller Melanie om samarbejdet med TakeawalkVR.
Og Melanie er heller ikke i tvivl om, at hun vil anbefale andre at bruge VR-løsningen. Både kollegaer, andre kommuner, netværk osv.:
”Ja, absolut og det kan bredes ud på mange måder. Det behøver ikke kun at være på den måde, som vi har arbejdet med det. Det kan bruges på alle mulige problemstillinger og udfordringer man har.”
”Det burde være endnu mere udbredt. Vi lever i en teknologisk verden og når vi har de ressourcer og de muligheder, så skal vi bruge dem.”
Ingi:
Ingi, som er udekørende socialpædagogisk medarbejder i kommunen, arbejder også med VR-forløb. Her har hun blandt andet hjulpet Mikkel med at kunne tage offentlig transport.
Ingi mener, at der er mulighed for at udvikle sig som medarbejder, når man arbejder med VR-angsteksponering. Hun føler sig bedre klædt på til at støtte op om borgeren, og det bliver mere tilgængeligt at arbejde ud fra de kognitive principper.
Derfor mener hun også, at VR skal være en af de redskaber, man tænker først på ift. borgere med angst- diagnoser eller udfordringer:
”At alle er bevidste om, at det findes. Jeg ville være rigtig ked af det, hvis ikke vi arbejdede videre med VR.”
”Det har rykket mig fagligt og givet mig en forståelse, der betyder rigtig meget.”
Ingi fortæller, at det kan være svært for mange borgere at komme ud i det hele taget.
”Det kan tage adskillige gange inden det lykkes. Her er VR en stor fordel at arbejde med, fordi det kan prikke hul på den del, i sikre rammer.”
Gennem VR-eksponering, er det nemlig muligt at præsentere borgeren for forskellige situationer, steder, ting osv. Her kan medarbejder og borger sammen afsøge, hvad der virker og ikke virker. Det gør det også nemmere hele tiden at have fokus på borgerens ønsker og mål for forløbet.
