Her vil du få et unikt indblik i, hvordan de sammen har arbejdet med VR-eksponering til bedre at kunne takle Mie´s udfordringer.
I denne fortælling vil du møde borgeren Mie og medarbejderen Michael fra Frederikssund Kommune.
Her vil du få et unikt indblik i, hvordan de sammenhar arbejdet med VR-eksponering til bedre at kunne takle Mie´s udfordringer.
”Jeg har haft meget angst for at tage offentlig transport,både bus og tog. Det, at der var bus-træning var en god mulighed.”
Og Mies drøm er helt tydelig:
”Min drøm er at være mere selvstændig og kunne besøge mine venner og familie uden problemer.”
– Angst itf. at tage offentlig transport.
– Tanken om mange mennesker, skaber angst.
– Fygter mennesker griner af Mie.
– Må hentes af venner og familie pga. angst.
– Høj puls, ved opstart af VR-eksponering.
– Mie scorer 9 på angstskala inden opstart.
De startede med angsteksponeringen i VR den 4. november 2021 og Mie scorede 9 på angstskala (1-10 hvor 10 er værst). I starten påvirkede VR-eksponeringen Mie både psykisk og fysisk, fordi den udfordrede hende.
Efter kun 6 eksponeringer med VR og blot 5 uger senere, scorede Mie 5.
Undervejs i VR-forløbet over ca. 3 mdr. lavede Mie og Michael også eksponering i den virkelige verden i takt med at træningen i VR kunne overføres og Mie var parat til det.
Mie mener, at det VR og den proces hun har været i gang med, har understøttet, at hun er nået hertil.
”Det, at jeg har haft nogle succesoplevelser og det gik bedre og bedre.”
– Introduktion
– Indledendemøde/samtale
– VR-eksponeringsforløb
– Løbendeopfølgning
– Evaluering
”At man kan lave et sikkert træningsrum ud fra noget, man som udgangspunkt synes er farligt – det er jo bare magisk.”
Michael er faktisk blevet så vant til at arbejde med VR i forbindelse med eksponering, at det er blevet en integreret del af hans faglige værktøjer:
”I takt med at min viden og erfaring er vokset, så er VRblevet en del af min værktøjskasse. Jeg ser det, som min forlængede arm ift.det kognitive.”
– Mie nærmer sig drøm om at tage offentlig transport selv.
– Udvikletstrategier til at håndtere episoder i bus.
– VR har hjulpet Mie til eksponering i den virkelige verden.
– Lavere puls.
– Scorer nu 5 på angstskala efter VR-eksponering.
– Mie udfordrer sig selv ift. eksponering.
– Øget selvstændighed.
Mie og Michael – Case
”Min drøm er at være mere selvstændig og kunne besøge mine venner og familie uden problemer”
I denne fortælling vil du møde borgeren Mie og medarbejderen Michael fra Frederikssund Kommune. Her vil du få et unikt indblik i, hvordan de sammen har arbejdet med VR-eksponering via VR platformen, til bedre at kunne takle Mie´s udfordringer. Mie bor på et midlertidigt botilbud for unge med psykiske vanskeligheder og har her, arbejdet med hendes angst ift. at kunne tage offentlig transport.
Mie fortæller, at hendes første møde med VR-teknologien var positiv og erindrer, at hun synes mulighederne lød spændende og de første afprøvninger i VR var ret sjove.
Mie prøvede bl.a. nogle spil i VR og fortæller:
”Det var ret syret på den gode måde, det føltes som om jeg var der. Jeg synes det var sjovt.”
Fra sjov til VR-eksponering –
”Jeg var meget åben overfor det.”
Efter den gode oplevelse med VR-teknologien var skabt, kunne Mie ret hurtigt se, hvordan hun kunne arbejde med hendes udfordringer i VR:
”Jeg har haft meget angst for at tage offentlig transport, både bus og tog. Det, at der var bus-træning var en god mulighed.”
Angsten for Mie opstår ved tanken om, at der er mange mennesker. Mennesker der kommer tæt på, mennesker som kigger og:
”Frygten for om nogen griner af en.”
Mie og Michael tænkte at busvideoerne i Take Care, var en oplagt mulighed for at arbejde med netop frygten og angsten.
Michael fortæller, at de første par gange, var der meget fokus på at introducere Mie til, hvordan det ville være at være i bussen.
”Hver gang vi startede op (VR-session), startede vi med den samme bustur for, at Mie kom til stede i det.”
Formålet var at finde ro og tryghed ved at befinde sig udelukkende i bussen. Her valgte de helt strategisk en video på 5 minutter, hvor bussen blot kører og man sidder tæt ved buschaufføren, hvilket Mie fortæller gav en øget tryghed.
”Jeg synes ikke helt det var lige så overvældende, som i den virkelige verden, det føltes lidt mere trygt.”
”Jeg føler det er godt, at jeg kunne prøve mig frem i VR, inden den virkelige verden.”
Hvis man sammenligner VR-eksponering med eksponering i den virkelige verden, mener Mie ikke, at det var gået lige så hurtigt med at kunne køre bus, uden VR-delen.
”Det har ligesom været en blid start.”
Michael supplerer og fortæller, at noget der gør VR-eksponeringen meget anvendelig er, at der er mulighed for at kunne forberede sig på scenarierne i VR:
”Det, der sker inde i videoerne, er det samme, der sker hver gang og så har jeg kunnet svare meget entydigt på, at der er ikke noget farligt eller ubehageligt. Den garanti kan jeg ikke give dig (Mie) ude i virkeligheden.”
At kunne tale om situationerne og forberede sig på dem, har været afgørende ift. at arbejde med eksponeringen og gjort det lettere at møde og takle angsten.
På den måde har Mie kunne arbejde sig igennem mange af de busvideoer, som er repræsenteret i Take Care.
Mie og Michael fortæller også at de undervejs i forløbet havde en opmærksomhed på Mie´s puls. I starten af forløbet var Mie´s puls høj (120), men i takt med forløbets fremgang, oplevede de at den faldt.
”Dels kunne man se på den pågældende dag, at du (Mie) startede højt og undervejs var den faldet lidt og til sidst lavest. Men når man ser over hele forløbet, så kan man også se, at den er faldende.”
Undervejs i forløbet har Mie arbejdet med mestringsstrategier ift. at kunne håndtere de situationer, der måtte opstå og Mie giver her et eksempel på, hvad hun konkret gør, når hun nu er i den virkelige verden:
”For eksempel det med at sidde helt oppe foran ved buschaufføren.”
En strategi hun har trænet i VR, som hun nu har overført til den virkelige verden.
”Jeg synes det var lettere end jeg havde frygtet at blive eksponeret i den virkelige verden. Det har spillet en rolle, at jeg har prøvet det i VR først.”
”Jeg følte mig ret lettet.”
Michael tilføjer, at Mie lignede en, som havde lyst til at juble og råbe ”YEEES”!
”Jeg har kæmpe respekt for det store arbejde du (Mie) har gjort her. Du skal takke dig selv. Jeg kan ikke gå vejen for dig, men jeg kan gå den med dig.”
Om Mie skal fortsætte med at træne i VR, svarer hun allerede nu:
”Det tror jeg ikke er nødvendigt.”
De startede med angsteksponeringen i VR den 4. november 2021 og Mie scorede 9 på angstskala (1-10 hvor 10 er værst). I starten påvirkede VR-eksponeringen Mie både psykisk og fysisk, fordi den udfordrede hende.
Efter kun 6 eksponeringer med VR og blot 5 uger senere, scorede Mie 5. Det betyder for Mie, at angsten og frygten den dag i dag, er på et niveau, hvor Mie kan kontrollere og styre den. Det har medført, at hun i dag har et bedre overblik, føler sig hjemme i situationen og kan aktivere strategier, hvis nødvendigt.
Selv efter en længere eksponeringspause med jul osv., var Mie klar til at blive eksponeret i den virkelige verden. Et arbejde der fortsat er i gang og hele tiden udvikler sig i en positiv retning.
Mie drømmer om at blive endnu mere selvstændig og have det rigtig godt med at tage både bus og tog, så hun kan komme hen til forskellige venner. Så skal hun ikke hentes af enten venner eller familie og det er Michael helt sikker på, at hun kommer til med den udvikling, hun allerede har vist. Hvilket hun selv er optimistisk omkring:
”Jeg føler, at det går i den rigtige retning.”
Mie mener også, at det VR og den proces hun har været i gang med, har understøttet, at hun er nået hertil.
”Det, at jeg har haft nogle succesoplevelser og det gik bedre og bedre.”
Det har også været en fordel, at Michael dokumenterede forløbets proces, så det blev helt tydeligt, hvordan Mie rykkede sig undervejs og han tilføjer:
”VR er en hammerfed måde at arbejde på og jeg er på toppen over den måde vi to (Michael og Mie) har arbejdet på. Det har været rigtig godt.”
Mie fortæller, at sidst hun var ude og køre bus, der kiggede hun meget på sin mobil og blev på den måde distraheret lidt. Strategier som denne, bruger Mie nu, når hun sidder i bussen i den fysiske verden. Noget der er muligt fordi Mie og Michael, har arbejdet med og talt om forskellige strategier gennem forløbet med VR-eksponeringen.
Undervejs i VR-forløbet over ca. 3 mdr. lavede Mie og Michael også eksponering i den virkelige verden i takt med at træningen i VR kunne overføres og Mie var parat til det. På samme måde graduerede de ”sværhedsgraden” løbende.
De har undervejs ændret på tidspunktet for, hvornår Mie skulle køre med bus og længden af turen. Første gang om formiddagen og senere hen på tidspunkter, hvor der var flere mennesker.
Michael fortæller, at de startede med 2 stop og sidst de kørte, var det en hel time.
”Og det var 100% dig (Mie) der sagde, at du gerne ville prøve at køre langt.”
Michael fortæller, at han fik kendskab til VR gennem kommunens teknologikonsulent for to år siden og syntes det lød spændende. Michael var heller ikke i tvivl om at arbejdet med VR, var fremtiden ift. eksponering:
”Jeg kunne ret hurtigt se koblingen til de kognitive eksponeringsmuligheder, der lå i det og tænkte: det vil jeg gerne.”
”At man kan lave et sikkert træningsrum ud fra noget, man som udgangspunkt synes er farligt – det er jo bare magisk.”
Skræmmescenariet kunne være, at det ville være svært for brugeren at skelne mellem virkelighed og den virtuelle verden, men hertil fortæller Michael, at Mie sagtens kunne skelne.
Det unikke er ifølge Michael, at eksponeringen i VR er så virkelig, at den påvirker vores tanker og følelser, så det kan bruges ude i den virkelige verden og at det samtidigt er muligt at skelne mellem virkelighed og VR.
”Det rykker noget.”
Michael er faktisk blevet så vant til at arbejde med VR i forbindelse eksponering, at det er blevet en integreret del af hans faglige værktøjer:
”I takt med at min viden og erfaring er vokset, så er VR blevet en del af min værktøjskasse.”
”Jeg ser det, som min forlængede arm ift. det kognitive.”
Både Mie og Michael vil anbefale at bruge VR platformen til andre i en lignende situation.
Mie fortæller også at hun har fortalt hendes psykiater, at hun arbejder med VR og har gavn af det ift. hendes udfordringer med offentlig transport. Mie fortæller ydermere at hendes psykiater synes det er godt og bakker hende op.
