Med VR-forløbet, er det muligt at bevæge sig rundt i verden og fx tage bussen.
Mikkel er borger i Rudersdal Kommune og har en angstdiagnose. For Mikkel er det særligt en udfordring at tage offentlig transport, der dræner hans energi.
Derfor har han sammen med Ingi, som er udekørende socialpædagogisk medarbejder i kommunen, arbejdet med denne konkrete udfordring gennem et nøje tilrettelagt VR-forløb.
Et forløb på ca. 12 uger, som efter Mikkels egen vurdering, har været ”et genialt forløb”.
– Introduktion
– Indledende møde/samtale
– 12 ugers VR-eksponeringsforløb
– Løbende opfølgning
– Evaluering
– Offentlig transport dræner borger for energi
– Borger pjækker meget fra sin uddannelse
– Borger er afskåret fra sociale ting
Ingi fortæller, at det kan være svært for mange borgere at komme ud i det hele taget.
”Det kan tage hundredvis af forsøg inden det lykkes. Her er VR en stor fordel at arbejde med, fordi det kan prikke hul på den del, i sikre rammer.”
Gennem VR-eksponering, er det nemlig muligt at præsentere borgeren for forskellige situationer, steder, ting osv. Her kan medarbejder og borger sammen afsøge, hvad der virker og ikke virker. Det gør det også nemmere hele tiden at have fokus på borgerens ønsker og mål for forløbet.
Derfor mener hun også, at VR skal være en af de redskaber, man tænker først på ift. borgere med angst- diagnoser eller udfordringer:
”At alle er bevidste om, at det findes. Jeg ville være rigtig ked af det, hvis ikke vi arbejdede videre med VR.”
”Jeg kan helt klart mærke, at der er forskel i angstniveauet fra jeg startede med at tage det offentlige og til nu. Det er blevet bedre at sidde i bussen f.eks.”
Det kan han blandt andet, fordi han ved, hvad han konkret skal gøre, når han befinder sig i bussen. VR-forløbet har givet ham mere ro, en bedre tilstedeværelse og overblikket er blevet bedre. På den måde, kan han nemmere være i de ting, der sker på en bustur.
”Det er blevet mere positivt. Jo flere succesoplevelser der er, jo bedre bliver det.”
– Udviklet nye mestringsstategier
– Bruger mindre energi i offentlig transport
– Kommer i skole med offentlig transport
– Angstniveauet er mindre nu
– Kan komme rundt i Danmark
– Deltager i flere sociale arrangementer
– Indkøbsture er også blevet nemmere
– Fagligheden er blevet rykket i en positiv retning
– VR-platformen skal være top-of-mind
– Personale fortsætter med VR-eksponering
Mikkel og Ingi – Case
Mikkel som er borger i Rudersdal Kommune, har en angstdiagnose. For Mikkel er det særligt en udfordring at tage offentlig transport, der dræner hans energi.
Begge steder, skulle som noget helt nyt, prøve at bruge virtual reality sammen med beboerne. Håbet var, at de ville slappe mere af i VR eller på anden måde ændre adfærd i VR. En forhåbning, der blev indfriet og arbejdet fortsætter i det sydfynske.
Derfor har han sammen med Ingi, som er udekørende socialpædagogisk medarbejder i kommunen, arbejdet med denne konkrete udfordring gennem et nøje tilrettelagt VR-forløb via Takeawalk´s VR platform.
Et forløb på ca. 12 uger, som efter Mikkels egen vurdering, har været:
”Et genialt forløb”
Mikkels personlige mål med forløbet var fra start af helt tydeligt. At han kunne bevæge sig rundt i verden. Og for Ingi var VR det første redskab hun kom til at tænke på ift. Mikkels udfordring.
Det var egentlig ret nemt for Mikkel at leve sig ind i den virtuelle verden og han gik positivt ind i forløbet. For ham var det særligt vigtigt, at eksponeringen kunne foregå i sikre rammer:
”Hvor man hurtigt kan tage brillen af, hvis det bliver for meget.”
En handling, der ikke er mulig, når eksponeringstræningen foregår i den virkelige verden.
Eksponeringsforløbet med VR, har helt sikkert rykket Mikkel ud, hvor han kunne mærke grænsen. Og det har han oplevet som en god ting.
”Hvis jeg ikke bliver eksponeret for det og ikke kommer ud i de situationer, hvor jeg får det dårligt, så kan jeg heller ikke arbejde med det.”
Han har hurtigt fået det bedre igen og han fortæller, at han ikke er blevet skubbet et sted hen, hvor han ikke kunne komme tilbage igen.
Det er blandt andet forløbets rammer og planen for eksponeringen, der er med til at sikre, at processen er tryg for borgeren.
Mikkel har også haft gode strategier for at kunne tage vare på sig selv efter en VR-seance, hvor han har brugt eksempelvis kugledyne og kuglestol.
Mikkel forsøger også at bruge disse strategier generelt i hans hverdag:
”Jeg prøver at få de her strategier ind på rygraden. Så det bare kommer automatisk ind: Nu er det slemt, nu skal jeg tage et stykke tyggegummi eller noget i den stil.”
Han har også haft glæde af forskellige vejrtrækningsøvelser og musik.
Mikkel mener bestemt, at VR-forløbet har gjort det nemmere at udvikle strategier og kunne mærke, hvornår han har været klar til at tage næste skridt.
Mikkel har tidligere prøvet et fysisk eksponeringsforløb med offentlig transport og fortæller her om problemstillingen ved det:
”Man kan ikke bare sige: nu tager jeg brillen af. Men man sidder i toget og ikke rigtig kan komme ud. Det var rimelig hårdt.”
Her fortæller Mikkel om, hvilke udfordringer han stod med inden han startede VR-forløbet op:
”Det var at tage offentlig transport, uden at blive fuldstændig drænet for energi. Så jeg ikke havde overskud til dét, jeg nu skulle lave bagefter, fordi jeg havde taget det offentlige.”
Derfor undgik han at tage det offentlige og blev derved forhindret i at deltage i forskellige ting, fordi han var bange for at tage det offentlige. For Mikkel har det ikke kun betydet, at han var afskåret fra sociale ting. At kunne komme i skole, tage til København og at kunne være sammen med hans venner, er generelt vigtigt for ham.
Mikkel havde derfor et ønske om at bruge mindre tankekraft på at tage offentlig transport, så han kunne gøre alt det, der var vigtigt for ham. Mikkel siger om sin nuværende situation:
”Det synes jeg er blevet bedre.”
Ingi fortæller om forskellen på angsteksponering med og uden VR. Uden VR bevæger man sig langsomt ud i verden og når borgeren mærker, at man virkelig blev eksponeret, så kan det tage alle kræfterne.
Hun henviser her til en anden borger, der kom så tæt på hendes grænse, når eksponeringen foregik i den virkelige verden, at hun gik helt i stå og måtte holde flere pauser undervejs. Vejen til at kunne arbejde med angsten var virkelig frem og tilbage, fortæller Ingi.
”Det, at vi havde VR gjorde, at vejen lige pludselig blev meget kortere.”
Selvfølgelig virker eksponering i det virkelige liv, men det kan stresse og gøre det svært at mærke, hvad der sker i kroppen, mener hun.
”Det vil være en meget længere proces, tænker jeg.”
Ingi er særligt begejstret for, at VR-løsningen har givet hende mulighed for at lære Mikkel godt at kende og derved er hun blevet klogere på, hvad der sker i Mikkel.
”VR giver en øget mulighed for forståelse.”
Både en øget faglig forståelse for medarbejderen selv og en fælles forståelse mellem medarbejder og borger, forklarer hun nærmere.
VR har også gjort, at de I ro og mag har kunne tale om strategier. Ingi mener, at man meget bedre kan tale sammen, når man ikke er alarmberedskab, og det er Mikkel helt enig i.
Ingi tilføjer også, at uden VR, ville det have taget meget tid. Bare logistikken i det. Her kan der hurtigt gå mere tid, end de har til rådighed. Hvis man eksempelvis skal træne en bestemt strækning, så løber tiden bare.
Mikkel fortæller her, hvor langt han er kommet ift. hans angst:
”Jeg er begyndt at tage det offentlige til Hillerød for at komme i skole. Det har gjort, at jeg kan komme afsted og i skole og ikke bare har pjækket.”
Mikkel fortæller også, at det har været hårdt at komme afsted, men han har klaret det, klaret skolen og kommet hjem igen. Der er stadig noget at arbejde med og derfor fortsætter han også den rejse han er startet på.
”Jeg kan helt klart mærke, at der er forskel i angstniveauet fra jeg startede med at tage det offentlige og til nu. Det er blevet bedre at sidde i bussen f.eks.”
Det kan han blandt andet, fordi han ved, hvad han konkret skal gøre, når han befinder sig i bussen. VR-forløbet har givet ham mere ro, en bedre tilstedeværelse og overblikket er blevet bedre. På den måde, kan han nemmere være i de ting, der sker på en bustur.
”Det er blevet mere positivt. Jo flere succesoplevelser der er, jo bedre bliver det.”
Mikkel har endda lige været to gange i København, da vi taler med ham. Den ene gang har han selv taget toget og den anden gang sammen med en anden.
”Det er en kæmpesucces at kunne komme rundt i Danmark.”
Mikkel og Ingi startede VR-eksponeringsforløbet med at sidde i samme lokale, hvor Mikkel havde et VR-headset på og Ingi sad med en tablet.
Setuppet med headset og tablet, bidrager både til at opnå en fælles forståelse, samt giver borger og medarbejder et fælles tredje, de kan være sammen om. At du som personale kan facilitere VR-oplevelser direkte fra tabletten er helt unikt. Du kan starte videoer til headsettet, følge præcist med i, hvad borgeren ser og I kan tale med hinanden. Det giver dialogen og relationen helt nye dimensioner.
Setuppet giver ligeledes mulighed for at sidde hver for sig. Når borgeren er blevet helt tryg ved brugen af VR, samt tryg i eksponeringen, kan man ydermere arbejde med borgerens selvstændighed ved, at borgeren har headsettet hjemme. Ingi tilføjer dog:
”Der vil altid være den fase, hvor vi sidder sammen.”
Men at have muligheden for både at arbejde med eksponeringen fysisk sammen og fra hver sin lokation, giver nogle meget fleksible rammer ift. at arbejde med den enkelte borger.
I Mikkels forløb blev de efter ca. 8 uger, hvor de havde siddet i samme lokale, interesseret i at se, hvad der sker, hvis de eksponerede så ofte som muligt. Hvad sker der hvis man kan eksponere 2-3 gange om ugen? Ingi fortæller:
”Det havde ikke kunnet lade sig gøre, hvis vi skulle mødes personligt. Det har hverken Mikkel eller jeg tid til.”
På den måde udviklede Mikkels forløb sig til, at de skulle sidde hver for sig rent fysisk og kommunikere via tablet og headset. Noget der kunne lade sig gøre, fordi Mikkel følte sig tryg ved VR-eksponeringen.
Helt lavpraktisk, så er headsettet hjemme hos Mikkel og tabletten er hos Ingi, når man ikke sidder fysisk sammen i VR-forløbet. Her kan medarbejderen via tabletten, sætte en video i gang, som borgeren kan se i headsettet hjemme hos sig selv.
At Mikkel kan sidde i sin egen stol og bare tage brillen af, for at være hjemme igen, er en stor fordel, mener både Ingi og Mikkel.
Det er i det hele taget tidsbesparende at arbejde med angsteksponering på denne måde, hvor de ikke skal bruge unødvendig energi på at mødes et bestemt sted, fremhæver Ingi. Det Ingi særligt gerne vil fremhæve ved VR-løsningen er:
”At have tabletten, giver flere muligheder for at arbejde med strategierne sammen.”
Med tabletten kan Ingi hele tiden følge med i, hvad Mikkel kigger på og løbende samtale herom.
”Jeg ville ellers ikke vide, hvad der skete derinde (i headsettet)”
Mikkel har eksempelvis fortalt Ingi, når han bliver meget presset, så kigger han meget omkring sig. Når Ingi så observerer denne adfærd på tabletten, så kan de tale om det og derved arbejde meget konkret med strategier.
Mikkel er godt på vej, til at få indfriet de forventninger han selv havde til forløbet, da han startede. Og han vil gerne bruge endnu mindre energi på at tage det offentlige.
Nu er Mikkel kommet det store skridt videre, hvor eksponeringen kan foregå fysisk. Her vil han anvende de gode erfaringer, som VR-eksponeringen har givet ham, til at arbejde med de sidste ting i den fysiske verden.
Mikkel tror ikke på, at han var nået så langt uden VR og at det helt klart har været meningsgivende at arbejde med hans mestringsstrategier gennem VR-løsningen.
Foruden dét at kunne tage det offentlige, så har Mikkel oplevet, at indkøbsturene også er blevet en del nemmere.
Ingi fortæller at angst kan være frygtelig lammende og gøre det svært at gøre ting. Men når borgeren oplever, at man kan gøre noget træningsmæssigt og dermed forholde sig til angsten, har det en positiv effekt. Det gør noget, at man oplever, der kan gøres noget ved det.
”Det er jo en succes i sig selv. Det er fedt, det her med at kunne være mere fri og kunne komme afsted til flere arrangementer. I stedet for at skulle aflyse, fordi jeg ikke har det store overskud til at kæmpe med det offentlige” – Mikkel
Ingi mener, at der er mulighed for at udvikle sig som medarbejder, når man arbejder med angsteksponering på denne måde. Hun føler sig bedre klædt på til at støtte op om borgeren, og det bliver mere tilgængeligt at arbejde ud fra de kognitive principper.
Derfor mener hun også, at VR skal være en af de redskaber, man tænker først på ift. borgere med angst- diagnoser eller udfordringer:
”At alle er bevidste om, at det findes. Jeg ville være rigtig ked af det, hvis ikke vi arbejdede videre med VR. Det har rykket mig fagligt og givet mig en forståelse, der betyder rigtig meget.”
Ingi fortæller, at det kan være svært for mange borgere at komme ud i det hele taget.
”Det kan tage adskillige gange inden det lykkes. Her er VR en stor fordel at arbejde med, fordi det kan prikke hul på den del, i sikre rammer.”
Gennem VR-eksponering, er det nemlig muligt at præsentere borgeren for forskellige situationer, steder, ting osv. Her kan medarbejder og borger sammen afsøge, hvad der virker og ikke virker. Det gør det også nemmere hele tiden at have fokus på borgerens ønsker og mål for forløbet.
”At deltage i VR-forløbet har givet mig dét at kunne se lyset for enden af tunnelen, som jeg ikke så før.” – Mikkel
